
CMYK (udtales smyk) er et farvesystem som tager udgangspunkt i primærfarverne Cyan, Magenta og Yellow (gul) samt Keycolor (sort) og er det anvendte system indenfor trykkerimaskiner og printere. Alle farver inden for CMYK-skalaen angives med procentuel mætning af farverne. F.eks. vil komplementærfarven klar rød bestå af: Cyan=0%, Magenta =100%, Yellow=100%, Keycolor=0%. CMYKs farverum er mindre end både computerskærmens (RGB) og menneskets øjnes som det fremgår af den øverste illustration.
I modsætning til RGB, som er opbygget af lys og dermed et additivt farvesystem, er CMYK et subtraktivt farveblandingssystem. Dvs. blander man de tre primærfarver; cyan, magenta og gul på en hvid baggrund (papir) får man farven sort. Men da trykfarver er transparente vil det der burde være sort virke gråt, og man tilsætter derfor sort (Keycolor) som en ekstra farve.
Bemærk at Rød, Grøn og Blå i dette farverum er markant forskellige fra de tilsvarende farver i RGB - det kan du også opleve når du printer farver fra Officeprogrammer, som f.eks. Word, og det er den primære årsag til, at tryksager bør laves i programmer, der er beregning til grafisk produktion.